|
WWE Crush Hour (PS2)
fredag 8/8 2003 af Natasja Broström
"Wrestlere bag rattet"
THQ har længe siddet tungt på licensen til den amerikanske nationalliga af
kæmpemænd med sjove masker i alt for stramt undertøj, nemlig wrestling. Denne
gang har The Rock, Kurt Angle og Chris Jericho forladt ringen til fordel for en
samling potente øser. Alle kneb gælder i denne særudgave af WWE, der mest af alt
minder om Twisted Metal Black i en Quake arena.
De er store, de er seje og de lugter sikkert fælt af armsved, men de er også
helte i en af de mere outrerede sportsgrene over there, nemlig wrestling. Et
hvert barn i USA kender deres navne og deres særlige metoder i bokseringen, men
i Europa går det lidt mere trægt. Bortset fra The Rock, som fik en kort og lidet
glorværdig filmdebut som The Scorpion King, har vi europæere haft svært ved at
tage wrestling særlig seriøst. Det gør amerikanerne såmænd heller ikke, men ret
skal være ret; Wrestling er en sportsgren med læssevis af fans og derfor skal
WWE-serien naturligvis også være at finde som konsolspil.
Fordele og ulemper
Vi har før set på forskellige udgaver af wrestlingspil og bortset fra et
navnskifte fra WWF til WWE og enkelte udskiftninger, er stilen og indholdet
stort set det samme. Måske derfor har firmaet bag, THQ, besluttet sig for at
satse anderledes. I stedet for at kæmpe i bokseringen, skal de muskuløse kæmper
nu sættes bag rattet. Man kan vælge mellem 23 ansigter, som er i besiddelse af
hvert sin specielle bil, som sammen med sin kører både har styrker og svagheder.
Der er altså ikke mulighed for selv at sammensætte et køretøj eller en wrestler.
Efter at man har valgt, hvem man vil styre, kan man udse sig to single-player
modes, Exhibition og Season, eller logge en spiller mere på i multiplayer. Får
man gennemført en sæson eller en bane i Exhibition, låser man, i klassisk stil,
op for flere baner og flere frådende modstandere eller senere en kendt stjerne.
Der er således intet nyt at hente i Crush Hour, når det gælder indhold og
gameplay.
I'll crush U!
På selve banen gælder der ingen regler. Der skal smadres, snittes, nukes og
mineres. Oven i hatten får man nådesløse kommentarer fra de andre kørere, der
ude i venstre side laver grimasser og ruller med øjnene, alt efter hvor meget
has man får på dem. Helt i tråd med Quake Arena skal man piske rundt på banen og
opsamle health, ammo og ekstra kraft samt mere og mere avancerede våben.
Arsenalet kan man holde øje med ude i højre side. Desværre får man aldrig det
fulde udbytte af f.eks. et atomic drop. Modsat hvad man skulle tro, giver det
bare et stort lysglimt og et lille puf, når man smider den. Det samme er
tilfældet med en lang række af de andre drabeligt udseende våben og så begynder
det hele at blive en tand for tandløst.
Skrig og guitarriffs
Når våbnene ikke rigtig sparker r.., hænger det sammen med lyden og grafikken i
spillet. Begge dele giver en flad fornemmelse og bruges slet ikke til at banke
en stemning igennem skærmen. Miljøerne er grafisk hakkende og uden rigtig
3d-effekt. Man kan fjernt høre tilskuerne skrige i et konstant og udeltagende
lydniveau og samtidig høvler en eller anden klon af Iron Maiden en serie
guitarriffs af, som på ingen måde når den rigtige heavymetal til sokkeholderne.
Til gengæld kan man få sin lyst til at smadre rigeligt styret gennem de mere end
ti slags arenaer, hvor både udseende og gamemode er godt varieret. Der er alt
fra en slags capture-the-flag til king-of-the-hill, og kendere af WWE vil nikke
genkendende til titler som Raw, Smackdown og Battle Royal.
Powerslide og power moves
Som det før har været et kritikpunkt med WWE-serien, er styringen tung og
langsom. Det er ganske simpelt umuligt at komme elegant rundt om hjørnet,
hvilket må siges at være temmelig vigtigt i denne slags spil. Hver gang ender
man smækket op ad væggen og holdt fast af en modstander, der lodser den ene
granat af efter den anden. Men kritikken har ikke været forgæves. I WWE Crush
Hour bruges L1 som en ekstra move i form af et powerslide, så man kan vende på
en femøre. Har man først fundet ud af den metode, åbner spillet sig og bliver
ganske underholdende. Desværre er det ikke nok til at holde interessen fanget.
Crush Hour er og bliver en gameplay kopi af langt bedre arena-spil. Det eneste
man kan gøre er at vente på, at THQ igen snart slipper os ind, hvor wrestlere
hører hjemme - nemlig i ringen.
Konklusion:
Man skal være hardcore fan for at kunne holde de fleste wretslingspil ud, men
man skal være en endnu større fan for at suse rundt med dem i store, toptunede
firehjulstrækkere. WWE Crush Hour forsøger at skabe et nyt koncept bygget på en
lang række varierede baner, men gameplayet er for linært og for uinteressant i
længen.
Plus:
+ Mange slags baner
+ God styring
+ Nyt og meget anderledes WWE-koncept Minus:
Minus:
- For linært gameplay
- Flad stemning
- Hurtigt overstået
- En lydmæssig og grafisk hæslighed
     
|
